Kategorier
Pressemeddelelse

Politiske krav kan nedbringe antallet af overløb

Vandsektorens brancheorganisation, DANVA, opfordrer politikerne på Christiansborg til at afveje ønsker om effektiviseringer overfor skærpede krav til bl.a. regnvandsbetingede overløb. Hvis politikerne stiller skærpede krav til overløb med deraf følgende investeringsbehov, vil den nuværende udformning af sektorens økonomiske regulering resultere i en udhuling af vandselskabernes økonomi. Hvis der stilles skærpede krav, vil der være behov for øgede investeringer, hvilket igen vil resultere i højere vandpriser.

Mange års arbejde med klimatilpasning, bedre styring, udbygning af renseanlæg, etablering af spildevandsbassiner og målrettet separatkloakering har medvirket til, at antallet af overløbshændelser er reduceret markant de senere år. Når kloakkerne fyldes med store mængder regnvand som følge af skybrud, har overløb den funktion at sikre, at vandet ikke stuver op i bygninger og på veje, hvor det udgør en sundhedsrisiko og kan forårsage materielle skader. Vandselskaberne kan reducere negative konsekvenser af overløb, men det kræver, at investeringerne på en hensigtsmæssig måde følger med, mener vandsektorens brancheorganisation, DANVA.

”Vi har i årevis arbejdet for, at vandselskaber skal have bedre rammer for at kunne reducere konsekvenser af overløb yderligere. Det handler først og fremmest om at give vandsektoren bedre mulighed for at etablere klimaløsninger. For problemet er, at vandselskaberne påføres store effektiviseringskrav, når de investerer i klimaløsninger, som f.eks. anlægsarbejde, der tjener til at lede regnvandet væk fra kloaksystemerne. Det betyder også, at der ud over de høje sparekrav skal tages hensyn til, at investeringer kun må ske under hensyntagen til at fastholde lave, stabile priser. Vandselskaber tjener ikke penge, og deres udgifter til at løse opgaver betales af forbrugerne. En øget indsats mod overløb er kun mulig, hvis politikerne sikrer, at vandselskaberne kan etablere løsningerne uden, at vandselskabernes økonomi udhules. Højere krav, skal kunne føre til nye investeringer, som skal betales af danskerne i form af en højere vandpris,” siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen.

I et internationalt perspektiv ligger Danmark allerede i front, når det gælder om at håndtere overløb. Indsatsen er direkte årsag til, at vores badevandskvalitet år efter år er helt i top i forhold til andre lande i Europa, og at vi kan bade i byernes indre havne. DANVA arbejder gennem sit medlemskab af den europæiske vandforening, EurEau, i øjeblikket på at påvirke EU, så der stilles krav til overløb i byspildevandsdirektivet, som er under revision i øjeblikket.

Sommeren er højsæson for skybrud og pludselige store mængder regnvand i kloakkerne. De stigende regnmængder som følge af klimaforandringer giver stadig oftere mere vand, end kloakkerne er dimensionerede til at rumme. For at sikre, at kloakvandet ikke stiger op i byer og giver sundhedsmæssige problemer, så medfører skybrud ind imellem, at kloakker løber over, hvilket blandt andet kan påvirke badevandskvaliteten i en kort periode. Dog hører det med til billedet, at når der kommer pludselige store mængder regnvand i kloakkerne, så ledes det faste stof til renseanlægget, før regnvandet løber over og ud i vandmiljøet. Vand fra overløb indeholder kun 10 pct. af den mængde kvælstof og fosfor, som der er i ufortyndet spildevand.

Opdateret system til indberetning af data
DANVA har bidraget til at fremskynde opdateringen af det system, som kommunerne har ansvar for at indberette overløbsdata til. Det opdaterede system blev frigivet i marts i år og er forbedret på mange områder, hvilket giver tiltro til, at både indberetning af overløbsdata og styring af overløb vil blive styrket.

I januar igangsatte DANVA og Miljøstyrelsen et fælles forløb, hvor formålet er at få nye og evt. manglende data ind i det nye system, så overblikket over overløb fra kloaknettet bliver bedst muligt.

”Det er i alles interesse, at data er korrekte, så vandselskaberne med fakta i hånden kan arbejde endnu mere målrettet med at reducere konsekvenserne af overløb,” siger, Carl-Emil Larsen.

Spildevandselskaber over hele landet har fokus på at undgå negative konsekvenser af overløb fra fællessystemer, hvor spildevand og regnvand løber i én ledning. Blandt andet optimerer de strukturen af deres kloaknet med separatkloakering, hvor regnvand og spildevand adskilles, og kloaknettet udbygges med spildevandsbassiner, der kan tilbageholde spildevandet, indtil der igen er plads på renseanlægget. Herved undgås udledning af spildevand til vandmiljøet. Et andet tiltag er at sammenlægge mange mindre anlæg til få, større enheder. Det kan medvirke til, at man kan styre spildevandsstrømmen mere effektivt.

”Samtidig giver rigtige data overblik over omfanget af problemet. Data skal være rigtige fra start til slut, og desuden skal indrapporteringen være så enkel som mulig. Det, håber vi, bliver forbedret, når Miljøstyrelsens længe ventede reviderede indrapporteringssystem og de bagvedliggende data er på plads. Mange af DANVAs medlemmer – vandselskaberne – har arbejdet med reduktion af overløb i mange år, og mængden af ”fejl-data” i indrapporteringssystemet er faldende. Det betyder blandt andet, at mange registrerede overløb, der ikke længere findes, er blevet fjernet fra databaserne,” siger Carl-Emil Larsen.

Kategorier
Pressemeddelelse

Plastindustrien: Producentansvar på emballage skal være ambitiøst og cirkulært

I dag 3. behandler Folketinget et lovforslag, som fastsætter de overordnede rammer for det kommende producentansvar for emballage. Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien, mener, at der skal skrues op for de grønne ambitioner i den konkrete udformning af producentansvaret.

Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien.
Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien.

Folketinget skal i dag 3. behandle et lovforslag om producentansvar på emballage, der bl.a. skal være med til at sikre EU-målet om, at halvdelen af al plastemballage skal genanvendes i 2025

Plastindustrien bakker helt op om producentansvaret, men brancheforeningens miljøpolitiske chef, Christina Busk, gør opmærksom på, at det først er nu, at det reelle arbejde med at udforme producentansvaret begynder.

I den forbindelse opfordrer hun til, at Folketinget i selve implementeringsfasen træffer nogle valg, der skaber et reelt incitament til at designe mere bæredygtige emballager:

– Vores vision for producentansvaret er, at det bliver ambitiøst og fremmer cirkulære løsninger. Målet skal være, at vi får så høj kvalitet ud af vores emballageaffald, at det kan anvendes til både fødevarer og andre forbrugerprodukter igen. Hvis der er politisk mod og et ønske om, at Danmark skal være testnation for de nyeste sorteringsteknologier som eksempelvis digitale vandmærker og lignende, så kan det godt lade sig gøre.

Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien, fortsætter:

– Det er afgørende for den grønne omstilling, at producentansvaret bliver skruet sådan sammen, at dem der designer emballage med henblik på genbrug og genanvendelse, får ’credit’ for det. I praksis skal det betyde, at virksomhederne som fremstiller bæredygtige produkter, også skal betale mindre til den efterfølgende affaldsbehandling gennem producentansvaret sammenlignet med de virksomheder, der i mindre grad har fokus på bæredygtighed.

Sammen med en række emballageproducenter, Danmarks Naturfredningsforening, Arla Foods m.fl. har Plastindustrien for nylig lanceret ’Designguide – Genbrug og genanvendelse af plastemballager til de private forbrugere’.

Initiativet gør det helt konkret væsentligt lettere for både producenter og detailleddet at træffe grønne valg.

Dermed er der skabt et godt udgangspunkt for betalingsstukturen i det kommende producentansvar, som eventuelt kan kobles til brugen af genanvendt plast.

Fakta om producentansvaret:

– Udvidet producentansvar betyder, at virksomhederne, der markedsfører emballage, er ansvarlige for affaldsbehandlingen af emballagen, når den bliver til affald. Pant-systemet er et eksempel på et udvidet producentansvar. Her sørger drikkevareproducenterne for, at deres emballage bliver taget retur og genanvendt.

– Lovforslaget lægger op til, at de nærmere rammer for udvidet producentansvar for emballage fastsættes i dialog med erhvervet og kommunerne.

Kilde: Miljøministeriet

Kategorier
Pressemeddelelse

Dansk elproduktion slog i 2019 ny grøn rekord – laveste CO2-udledning nogensinde

En danskproduceret kilowatt-time udledte i 2019 135 gram CO2. Tallet har aldrig været lavere, og det er ca. en syvende del af, hvad der blev udledt 1990 – da var tallet over 1000 gram pr kWh.

De danske elproducenter slog i 2019 grøn rekord. En gennemsnitlig produceret kilowatt-time udledte 135 gr. CO2, og det er det laveste niveau nogensinde. Året før, i 2018, var tallet 194 gr. pr kWh.

– Ser man historisk, er det et virkeligt, virkeligt lavt tal, og det viser den imponerende grønne rejse, som det danske elsystem har været på. I 1990 udledte en produceret kilowatt-time over 1000 gram C02 – cirka syv gange så meget, siger Hanne Storm Edlefsen, områdeleder i Energinet Elsystemansvar.

Grafen viser CO2-udledning fra dansk elproduktion fra 1990 og frem.

Tallene er opgjort i Energinets årlige ”Miljørapport over dansk elproduktion og kraftvarmeproduktion” og er bl.a. baseret på Energistyrelsens Energiproducenttælling. 

Rekord lavt kulforbrug

Der er især to årsager til, at elproduktionen endnu en gang slår ny grøn rekord:
For det første er der blevet produceret mere grøn strøm, bl.a. fordi havmølleparken Horns Rev 3 blev sat i drift i 2019. For det andet er der brugt meget mindre kul til elproduktion, bl.a. fordi priserne på CO2-kvoter – og dermed prisen for at udlede CO2 – er steget. Faktisk faldt kulforbruget med 46 procent eller hele 28 PJ til 33,5 PJ. Også det er rekordlavt.

Op i højere enhed

– Det er værd at bemærke, at samtidig med at fossile brændsler bliver udfaset, så opretholder Danmark sin årsnettoproduktion af el. Det grønne erstatter så at sige det sorte. Det underbygger, at grøn omstilling, høj forsyningssikkerhed og en elpris der er til at betale godt kan gå hånd i hånd. At få de tre ting til at gå op i en højere enhed er det, vi i Danmark har været gode til gennem tiden, siger Hanne Storm Edlefsen.

Minus eksport og plus import

Tallene i Miljørapporten dækker danskproduceret el. Medregner man import og modregner eksport af strøm til nabolande, så udleder 1 kWh i en dansk stikkontakt 145 gram C02. Det tal er også rekord lavt og lavere, end Energinets foreløbige 2019-miljødeklaration for 1 kWh, som blev offentliggjort i januar, indikerede. Da viste tallet 150 gr CO2 per kWh, der kommer ud af stikkontakterne. Det har efterfølgende vist sig, at flere virksomheder mv. har udfaset fossile brændsler til fordel for fx biobrændsler. Læs mere i den endelige ”Miljødeklaration af 1 kWh el, 2019”.

Lagkagediagram viser, hvor strømmen i de danske stikkontakter kommer fra, når eksport til nabolande er trukket fra og import lagt til.

Du kan dykke ned i tallene i Miljørapporten her. Ud over rekordlavt kulforbrug, kan du også læse om rekordhøjt forbrug af biobrændsler og affald til elproduktion.

Kategorier
Pressemeddelelse

Nyt samarbejde skal hjælpe danske boligejere til klimavenlige valg

Danske villaer og parcelhuse står for 75 pct. af energiforbruget i de danske bygninger. Derfor har Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Finans Danmark indgået et nyt samarbejde for at gøre de danske boligejere opmærksomme på de økonomiske besparelser, de kan opnå ved at tage det klimavenlige valg og energioptimere deres boliger.

Alt for mange huse i Danmark er opvarmet med olie og gas eller er for dårligt isoleret. Men alt for få boligejere drøfter muligheden for at gøre noget ved det med deres bank. Det er ellers ofte det, der skal til for at komme i gang. Det skal en ny kampagne og et øget samarbejde mellem Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og finanssektoren rette op på.

”Der er et stort potentiale for energibesparelser i de danske boliger, og det skal vi udnytte. Mit mål er, at flere boligejere vil reducere deres energiforbrug og samtidig spare penge på varmeregningen. Flere energirenoveringer vil samtidig sætte gang i beskæftigelsen i hele landet. Og det har vi i den grad behov for netop nu,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen

I Danmark skal alle huse energimærkes, inden de sættes til salg. Derfor er der rigtig meget viden om hvilke energirenoveringer, der er mulighed for at lave. Med det nye samarbejde får bankernes kunderådgivere en central rolle i forhold til at få den viden omsat til konkrete energibesparelser ved at bruge energimærkerapporterne i deres samtaler med kunderne. Energistyrelsen stiller en ny digital platform til rådighed, hvor bankernes kunderådgiverne kan slå boligejerens energimærke op og se rapportens anbefalinger om renoveringstiltag. Det skal understøtte bankerne i deres arbejde og hjælpe dem med at gå i dialog med kunderne om rentable investeringer i boligen.

”Den finansielle sektor har som en vigtig del af samfundet et medansvar for, at vi i fællesskab sikrer et bedre klima og miljø. Hver eneste dag holder kunderådgivere møder med boligejere om fremtiden og de drømme, de har om at forbedre deres hjem. De nye redskaber og guidelines fra Energistyrelsen stiller en værktøjskasse til rådighed for bankerne, som de frivilligt kan benytte. Elementerne spiller fint sammen med mange af de tiltag, som Finans Danmarks medlemmer allerede har implementeret, og som sikrer en god dialog om grønnere valg, der både bidrager til en mere energirigtig bolig og et bedre klimaregnskab,” siger Ulrik Nødgaard, administrerende direktør i Finans Danmark.

Den digitale platform er offentligt tilgængelig og kan findes på https://sparenergi.dk/byg-om.

Samtidig vil der køre en kampagne på de sociale medier, der vil sætte fokus på fordelene og mulighederne for energirenoveringer.

Fakta

  • De danske villaer og parcelhuse står for 75 % af energiforbruget i de danske bygninger.
  • En opgørelse fra Energistyrelsen viser, at der alene i de godt 55.000 energimærkningsrapporter, som blev udarbejdet ved salg af enfamilieshuse i 2019, er et potentiale for at reducere udledningen af CO2 med cirka 61.000 ton.
  • Dertil kommer en stor privatøkonomisk besparelse på op mod 344 mio. kr.

Derudover har Energistyrelsen fået gennemført en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse af danskernes holdninger til energirenoveringer. Undersøgelsen viser, at:

  • Mere end hver tredje dansker mener, at det er vigtigt, at bankerne tager del i den grønne omstilling, ligesom hver tredje dansker ville overveje at energirenovere, hvis deres bankrådgiver fortalte dem, at det kunne betale sig.
  • Næsten hver tredje danske husejer, der har købt hus inden for de sidste 10 år, kender ikke deres boligs energimærke.

Kategorier
Pressemeddelelse

»Det gavner hverken miljø, klima eller vækst«: Landdistrikterne vil blive taberne ved privatisering af affald

Regeringen foreslår, ifølge medie, at affaldssektoren skal privatiseres, men det møder kritik fra Landdistrikternes Fællesråd og Kalundborg-borgmester, som advarer mod konsekvenserne for miljø, klima og arbejdspladser på landet.

Privatisering af danskernes affald vil have store negative konsekvenser for landområderne.
Privatisering af danskernes affald vil have store negative konsekvenser for landområderne.

Under klimaforhandlingerne har klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S), ifølge et medie, bl.a. foreslået, at behandlingen af det genanvendelige husholdningsaffald sendes i udbud. I dag er det den decentrale, kommunale affaldssektor, som løser opgaven med affaldssortering og genanvendelse af danskernes affald.

Hos Landdistrikternes Fællesråd, som bl.a. er interesseorganisation for 55 kommuner, advarer formand Steffen Damsgaard mod forslaget.

– Jeg er bekymret over regeringens forslag, som kan få negative konsekvenser for både miljø, klima og arbejdspladser i landdistrikterne, siger han og fortsætter:

– En privatisering vil betyde, at den kommunale affaldssektor bliver skrevet ud af ligningen, hvilket kan medføre, at omkostningerne løber løbsk, og at det bliver dyrere for borgerne, især i landdistrikterne, hvilket vil være en skævvridning. Samtidig vil land- og yderområderne miste arbejdspladser – og miljøet bliver taberen, bl.a. fordi vi mister styringen med, hvor affaldet ender, og hvordan det behandles.

Vil koste arbejdspladser på landet 

Et af de elementer, som vækker særlig bekymring hos Landdistrikternes Fællesråd, er, at forslaget fra regeringen lægger op til, at det fremover ikke skal være muligt for kommunalejede affaldsvirksomheder at håndtere det lokale affald, folkevalgte i kommunerne beder dem sortere.

– Helt lavpraktisk vil forslaget betyde, at kommunale selskaber i fremtiden ikke må håndtere det affald, borgerne sorterer, og det er et åbent spørgsmål, om kommunale affaldsselskaber overhovedet må indsamle affaldet. Heller ikke selvom de er pålagt ansvaret. Danskernes affald vil i stedet blive indsamlet af private vognmænd og transporteret til en privat virksomhed, der i mange tilfælde er beliggende omkring de større byer, siger han og fortsætter:

– Det vil både få prisen til at stige og betyde tab af arbejdspladser og manglende muligheder for at skabe lokal erhvervsudvikling og innovation i virksomheder med udgangspunkt i genanvendelse af affald og cirkulær økonomi. Endelig vil transport af affald og genanvendelige fraktioner over store afstande betyde mere CO2-udledning.

I praksis varetages indsamlingen af affald allerede ofte af private vognmænd, men en kommune eller kommunalejet affaldsselskab har ret til at løse opgaven selv eller lave kontrolbud med egne biler, så man sikrer en billig afhentning af affald f.eks. i tilfælde af konkurrencesvigt.

Den manglende konkurrence kan betyde at borgerne skal betale en overpris for at få samlet affaldet ind, og den udsortering, der oftest foregår i land- og yderkommunerne, vil ikke længere finde sted.

I Kalundborg Kommune, som er medlem af Landdistrikternes Fællesråd, følger borgmester Martin Damm forhandlingerne tæt:

– Det er vigtigt, at kommunerne og de kommunale affaldsselskaber får mulighed for at indsamle de 10 fraktioner, som regeringen definerer, og klargøre eller forsortere affaldet til den videre genanvendelse, som kan ske i private virksomheder eller i offentlig-privat samarbejde, siger han.

Cirkulær økonomi kan være driver for bæredygtig udvikling

Damsgaard peger på, at den danske affaldssektor i forvejen leverer flotte resultater og er blandt de bedste i Europa. Affaldssektoren ligger både i top, når det gælder genanvendelsen, og Danmark er blandt de lande, der deponerer mindst affald. Her er vores nuværende ”Danske Model” med kommunernes ansvar og kompetencer, især gavnlig i landdistrikterne, som ellers lades i stikken i mange andre lande. Endelig har affaldsbranchen fremlagt en plan for CO2-neutral affaldsenergi, som kan sikre konkurrencedygtig varme i mange provinsbyer rundt om i landet

Han frygter derfor, at regeringens forslag om en privatisering vil sætte en stopper for, at den gode udvikling med genanvendelse, styrkelsen af den cirkulære økonomi, og CO2-redukioner kan forsætte.

– Vi har mere end nogensinde før brug for at styrke den cirkulære økonomi og grøn energi, som de kommunale affaldsselskaber har gode erfaringer med, og som har potentialet til at blive en driver for den bæredygtige omstilling af hele Danmark, siger han.

Landdistrikternes Fællesråd har taget kontakt til Folketingets partier for at gøre dem opmærksom på problemstillingerne i regeringens forslag.

Kategorier
Pressemeddelelse

Corona-nedlukning giver store energibesparelser i Ishøj

I de seneste måneder har Ishøj Kommune måttet lukke mange kommunale bygninger ned. Det har ført til en stor besparelse i energiforbruget og på CO2-regnskabet

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Det gælder også de seneste måneders corona-krise, som har lukket store dele af det offentlige Danmark ned siden marts.

I Ishøj Kommune har nedlukningen af skoler, rådhuset og idrætscentret betydet, at kommunens el-forbrug er blevet reduceret med over 150.000 kWh. Det svarer til det årlige el-forbrug for omkring 35 husstande – dermed er miljøet blevet skånet for 27 tons CO2.

”Og så har vi ikke engang medregnet varmebesparelser, og alle de øvrige kommunale bygninger, som også har kunnet skrue ned for el, varme og ventilation,” siger Erkan Yapici, formand for klima- og miljøudvalget i Ishøj Kommune.

”I Ishøj Kommune har vi udnævnt 2020 til klimaår, hvor vi vil sætte fokus på klimaet, så det er naturligvis glædeligt, at vi netop i år kan skåne miljøet for masser af CO2 – selvom det naturligvis har fundet sted på en trist baggrund,” siger Erkan Yapici.

Lys og varme slukker selv

Energibesparelserne i Ishøj er sket, fordi Teknisk Drift-medarbejdere i Center for Ejendomme og de tekniske serviceledere på de forskellige ejendomme har haft stort fokus på styringen af varme- og ventilationsanlæg.

Igennem længere tid har medarbejderne arbejdet på at gøre energianlæg i kommunens bygninger intelligente og styrbare fra centralt hold. Det betyder blandt andet, at varme, ventilation og belysning automatisk bliver justeret efter brugen af bygningerne.
Så når alle medarbejdere og elever er sendt hjem, slukker lyset og ventilationen automatisk – til glæde for klimaet og kommunens energiregning.

”Det lyder helt naturligt, at ventilation, lys og varme kun skal køre, når der er brug for det, men det kræver faktisk en indsats. Derfor har et stærkt fokus på moderne teknisk styring og specialiseret personale betydet, at vi kan vise et kraftigt reduceret energiforbrug. Vi arbejder videre med at optimere vores tekniske anlæg, og vi forventer, at det fremover vil bringe flere energibesparelser med sig – også når dagligdagen vender tilbage efter corona-krisen,” siger Inge Sørensen, centerchef i Center for Ejendomme.

Finjustering giver større besparelser

Alt er dog ikke foregået per automatik.

Udover den intelligente styring af energi har medarbejderne hos Teknisk Drift og de tekniske serviceledere været yderst proaktive for at spare på energien i den specielle corona-situation.

”Bygningernes intelligente styring kan ikke tage højde for ekstraordinære situationer som eksempelvis corona-nedlukningen. Derfor har vi mulighed for at regulere de store energislugere i bygningerne fra vores computere og har hjemmefra kunnet slukke ventilationsanlæg og skrue ned for varmen i de tomme ejendomme,” siger Hans Runge Hansen, CTS-tekniker fra Teknisk Drift, som bliver suppleret af kollegaen Jeanette Bøgh:

”Effekterne er jo tydelige, når man ser på energiforbruget. Dette har da også fået os til at kigge fremad og se, om vi ikke i den almindelige daglige drift kan opnå endnu større energibesparelser ved at finjustere vores anlæg personligt. Det kræver en del arbejde at få det hele til at gå op i en højere enhed, men når man kan se, at det har en stor effekt, giver indsatsen mening.”

Kategorier
Pressemeddelelse

Særlig corona-service har forhindret dansk vandspild for to millioner kroner

Softwarevirksomheden EnergiData har under nedlukningen af Danmark tilbudt en gratis service, der har hjulpet deres kunder med at stoppe vandspild til glæde for miljøet og økonomien

Da Danmark lukkede ned i midten af marts, indførte softwarevirksomheden EnergiData en gratis service, der skulle stoppe vandspild i kundernes tomme bygninger. Og indsatsen har haft stor effekt.

I to måneder har EnergiData dagligt overvåget cirka 8000 helt eller delvist tomme bygninger for vandspild i det digitale energistyringssystem, MinEnergi. I perioden har medarbejderne været i kontakt med 46 af virksomhedens kunder vedrørende 126 forskellige bygninger med et vandspild på over 250 liter i timen om natten.

Resultatet viser, at vandspildet ville have kostet de berørte kunder to millioner kroner, hvis det ikke var blevet opdaget og stoppet i løbet af en måned.

”Vi er glade for, at vores gratis service har haft så stor en effekt hos vores kunder. Det vidner om, at der er et stort potentiale i at spare ressourcer til gavn for både miljøet og pengepungen, og det vil vi fortsat gerne hjælpe med,” siger Morten Dysted Dahl, der er adm. direktør hos EnergiData.

Klassiske energisyndere er skyld i spildet
Årsagerne til spildet har typisk været løbende toiletter, tændte vandhaner og i nogle tilfælde er en tekniker blevet tilkaldt for at undersøge forbruget nærmere. Det er vandsyndere, som ofte er skyld i, at flere millioner liter vand årligt løber ud i afløbet uden grund.

Den gratis service har for en stor del af kunderne været en ekstra tryghed mod større vandskader i en tid, hvor mange har arbejdet hjemme og manglet den daglige fysiske kontrol af bygningerne og de tekniske anlæg. Flere tekniske afdelinger hos private og offentlige virksomheder har haft fokus på nedlukning og vedligeholdelse af ejendomsmassen, men EnergiData har fokus på at minimere energispild i deres kunders bygninger til mindst gene for alle.

Danmark genåbner gradvist samfundet, og mange private og offentlige bygninger bliver igen fyldte med elever og medarbejdere. Den gratis service er derfor ophørt for EnergiDatas kunder.

Kategorier
Pressemeddelelse

Udskældt plast er det miljøvenlige valg i industrien

Plastmaterialer er udråbt som naturens værste fjende, men til industrien er plast næsten altid det mest miljøvenlige valg. Vestforbrænding valgte plast frem for traditionelt stål til 18 tanke i nyt anlæg.

Plastic er et af nutidens mest udskældte materialer, men i mange henseender er plast faktisk det mest miljøvenlige alternativ. Industrirør i plast har markant længere levetid end stål eller beton. Foto: PR.
Plastic er et af nutidens mest udskældte materialer, men i mange henseender er plast faktisk det mest miljøvenlige alternativ. Industrirør i plast har markant længere levetid end stål eller beton. Foto: PR.

Billeder af havskildpadder fanget i plastiknet, mikroplast fundet i drikkevandet og enorme, flydende plastikøer har med rette fået hele verdens øjne op for den skadelige indvirkning plast har på miljøet. Paradoksalt nok er plast dog som hovedregel det mest miljøvenlige alternativ til stål og glasfiber, når det kommer til fabriksanlæg i industrien.

 – Plast har fået et rigtig dårligt ry, men når det bruges rigtigt i industrien, er det et overlegent materiale på næsten alle parametre – også når det kommer til miljøhensyn. Først og fremmest kræver fremstillingen af plastelementer mindre energi end stål. I industrianlæg forventer vi desuden, at plastrør holder mindst 100 år, og når de endelig skal erstattes – hvilket vi endnu ikke har oplevet – kan de gamle rør genbruges. Under mange brugsforhold er de samtidig mere holdbare end stålrør, hvilket sikrer mod udslip, forklarer Bent Rønfeldt, der er projektingeniør ved Uponor Infra, der er en af verdens største leverandører af plast til forskellige formål i industrien, VA- og VVS-branchen.

 Han oplever ofte, at danske industrivirksomheder er tilbageholdende med at vælge plastmaterialer, når de investerer i nye anlæg eller restaurerer eksisterende. Denne vanetænkning kan Poul B. Jakobsen, direktør i virksomheden Process Engineering, der er eksperter i at rådgive virksomheder om industrianlæg, godt genkende.

 – Når et industrianlæg skal etableres, er det vigtigt at man er åben for at tænke nyt og at komme hele vejen rundt om de forskellige materialer – og det er ikke altid, man når det på grund af vaner. Plastrør har nogle store korrosionsmæssige fordele, og så er de billigere både i indkøb og montage. Men for fødevare- og kemibrancherne kræver det, at leverandørerne er skarpe på, hvad den specifikke plast indeholder, for det har stor betydning for produktionen, siger Poul B. Jakobsen.

 Plast opfylder alle krav

En af de industrivirksomheder, der har fået øjnene op for de miljømæssige og økonomiske fordele ved plastikmaterialet, er Vestforbrænding. Danmarks største affaldsselskab har netop etableret et banebrydende nyt anlæg som en del af et udviklingsprojekt, der skal behandle den giftige flyveaske, som opstår efter afbrændingen af de godt 500.000 tons affald, der hvert år ender i Vestforbrændings fyringsovne. Det såkaldte Halosep-anlæg bruger 80 procent færre kemikalier til at rense asken, og samtidig bliver de giftige biprodukter flyveaske og skrubbervæske omdannet til salte og metaller som zink og bly, der kan genanvendes.

– I hjertet af anlægget findes nogle store tanke, hvor de forskellige renselsesprocesser finder sted. Dertil skulle vi også bruge tanke til opbevaring og omrøring. Vi valgte tanke i plast, fordi de til fulde lever op til vores krav i forhold til kvalitet og pris. Faktisk var PE-materialet det oplagte valg, da det tåler langt de fleste syrer og baser, herunder de, som PE-tankene kan blive udsat for i Halosep-systemet, siger Samuel Moore, der er projektleder i Vestforbrændingen.

 Uponor leverede samtlige tanke og rør til Halosep-anlægget. Vestforbrænding forventer, at kemikaliebesparelser og salg af de genanvendelige metaller til sammen indbringer 1,5 millioner kroner årligt.

Kategorier
Pressemeddelelse

Danske Hexa-Cover revolutionerer vandopbevaring i Australien

Flydebrikker fra danske Hexa-Cover A/S reducerer fordampning fra vandreservoirer med op til 80 procent. Firmaet har med en ny certificering, til også at overdække drikkevand, opnået en yderligere styrkelse af markedspositionen på det australske marked.

Hexa-Cover er nu godkendt til drikkevand I Australien. Det er en sjældenhed i branchen for genbrugsplast. Foto: Hexa-Cover.
Hexa-Cover er nu godkendt til drikkevand I Australien. Det er en sjældenhed i branchen for genbrugsplast. Foto: Hexa-Cover.

Vand er blevet en knap og værdifuld ressource. Det ved australierne bedre end nogen andre efter de ødelæggende brande, der hærgede det store kontinent i sidste halvdel af 2019 og i mange uger af 2020. Tilgængelighed af vand fra blandt andet vandreservoirer og -bassiner var afgørende for brandslukningen, men er også en nødvendighed for landbrugets og australiernes overlevelse i al almindelighed. Det er derfor kritisk, at halvdelen af vandet i vandreserverne fordamper, eller vokser til med alger i det tørre og varme australske klima.

Kellpo A/S og Hexa-Cover A/S Thisted har i årevis samarbejdet om at levere løsningen på problemet – nu er den unikke løsning også godkendt til brug på drikkevand.

Genbrugsplast godkendt til drikkevand

Løsningen er at overdække vandoverfladen med flydebrikker. Men ikke den slags, som bringer mere plastik til verden eller risikerer at flyve af og blive en belastning for miljøet. I stedet dækkes vandet af sekskantede flydebrikker af 100 procent genbrugsplast fra Hexa-Cover A/S.

Hexa-Cover flydebrikkerne fordeler sig selv på overfladen og forhindrer på denne måde op til 80 procent af fordampningen. Hertil beskytter brikkerne også mod alge- og bakterievækst, herunder ikke mindst E-coli.

Som de første producenter af produkter af genbrugsplastik er Hexa-Cover A/S nu også godkendt til overdækning af drikkevand i Australien. 

– Genbrugsplasten vi anvender til Hexa-Covers er i en kvalitet, som gør det muligt for os at støbe brikkerne, så de lever op til de høje australske standarder for drikkevand. Det er en gamechanger, der for alvor åbner op for det store og meget lovende australske marked, siger Ole Petersen, CEO i Kellpo, der har produceret flydebrikker for Hexa-Cover A/S siden 2004.

I dag leverer Hexa-Cover flydebrikker til mange forskellige typer kunder og applikationer verden over. Certificeringen åbner op for endnu mere:

– Vandmangel er et globalt problem, som kun vil blive mere udtalt i de kommende år. Med godkendelsen i ryggen går vi styrket ind i vores bestræbelser på at ekspandere vores forretning yderligere, ikke kun i Australien men globalt siger Søren Madsen, CEO, Hexa-Cover A/S

Starter produktion i Australien

Indtil nu har Hexa-Cover afskibet flydebrikkerne til det australske marked fra Danmark. Fra marts producerer og leverer virksomheden i stedet fra egen produktion i Australien. At være til stede lokalt har stor betydning for folkene bag det innovative produkt:

– Det grønne aftryk er en helt essentiel del af alle vores projekter, og vi ønsker altid at bidrage mest muligt til en grøn og cirkulær livscyklus ved kun at benytte genbrugsplast til flydebrikkerne. Helst fra lokale kilder, så der ikke produceres ny plastik, og vi i stedet kan forlænge levetiden for det, der allerede er i omløb. Ved at producere lokalt kan vi også skære markant ned på transporttiden og forbedre vores miljømæssige aftryk yderligere, fortæller Søren Madsen.

Hexa-Cover flydebrikker kræver ikke vedligehold, har en forventet levetid på 25 år og kan derefter genbruges til nye plastprodukter.

Kategorier
Pressemeddelelse

Gratis økologiske omlægningstjek i Holbæk Kommune

Holbæk Kommune tilbyder i samarbejde med Økologisk Landsforening gratis omlægningstjek til landmænd i kommunen.

Der er efterspørgsel på økologiske fødevarer, og kommunalbestyrelsen har en målsætning om at være en mere grøn og bæredygtig kommune. Holbæk Kommune vil derfor i samarbejde med Økologisk Landsforening tilbyde gratis, uforpligtende omlægningstjek til landmænd, der ikke allerede er økologiske. Det besluttede Udvalget for Klima og Miljø på deres møde d. 2. juni.

”Det økologiske forbrug vokser, så for mange landmænd kan det være en god mulighed at lægge om til økologisk drift. Det vil vi gerne fra Holbæk Kommunes side støtte op om. Øget økologisk drift harmonerer nemlig også med vores målsætning om en mere grøn og bæredygtig kommune, da det bidrager til mere biodiversitet, beskyttelse af grundvandet og en udvidelse af det lokale udbud af økologiske produkter,” siger John Harpøth, viceborgmester og formand for Udvalget for Klima og Miljø i Holbæk Kommune.

Danskerne lægger stadig flere økologiske varer i indkøbskurven

”Over 12 % af danskernes fødevareindkøb er økologiske, og stadig flere prioriterer, at det er danskproduceret. Vi har derfor brug for økologiske producenter inden for alle produktionsgrene. Det gælder både de store og de små. De, som producerer til videre forarbejdning og afsætning, samt de, som selv varetager det hele fra jord til bord,” fortæller Jens Peter Hermansen, der er projektleder i Økologisk Landsforening.

En anledning til at afsøge muligheder

Det er Økologisk Landsforening, der foretager omlægningstjekkene, der er betalt af Fonden for Økologisk Jordbrug. Et omlægningstjek består i et besøg af en landbrugsfaglig økologikonsulent, som sammen med landmanden gennemgår gårdens produktions- og afsætningspotentiale i en økologisk version.

”Omlægningstjekket giver den enkelte landmand, gartner eller frugtavler et overblik over, hvad en omlægning til økologisk produktion vil betyde på den konkrete ejendom. Nogle går i gang med det samme, og andre har økologi med i tankerne fremadrettet. Samtidig er det en anledning til at afsøge muligheder, når landmanden planlægger bedriftens fremtid,” forklarer Jens Peter Hermansen.

Ejere af ejendomme på mere end to hektar vil modtage brev med tilbuddet i deres e-boks. Økologisk Landsforening vil senere følge op med telefonisk kontakt til landmænd med mere end fem hektar.