Kategorier
Pressemeddelelse

Bæredygtig livsstil i et kæmpe superkoncentrat i Aalborg

Danmarks første og eneste certificerede bæredygtige eventsted, Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), lancerer på sine 24.000 etagekvadratmeter messen BÆREDYGTIG livsstil 31. oktober og 1. november, hvor forbrugere kan blive klogere på, hvordan de kan præge deres livsstil i en endnu mere bæredygtig retning.

Med Corona-krisen fik verdens klima pludselig noget af en pause, hvad angår udledningen af CO2. Bil- og flytrafikken skalerede kraftigt ned, og fabrikker og arbejdspladser måtte lukke i mange lande verden over. Noget, der kunne måles en direkte positiv effekt af, hvad angår CO2-udledningen. Dermed fik endnu flere mennesker også øjnene op for, at det giver rigtig god mening af tænke på klimaet og på en bæredygtig livsstil.

Både produkter og 
viden på programmet
På messen BÆREDYGTIG livsstil samler AKKC viden og en lang række udstillere med løsninger, budskaber og produkter indenfor både miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed. Der vil blandt andet blive præsenteret økologiske fødevarer, produkter til personlig hygiejne og rengøring, møbler og andre genbrugsprodukter til hjemmet, eksempler på cirkulær økonomi, hvor affald og restprodukter genanvendes, reduktion af affald, energibesparelser, alternative varmekilder, tiltag som fokuserer på vores helbred og livskvalitet, løsninger til at få styr på regnvandet med mere.

–   Når vi lancerer den nye messe, sker det blandt andet fordi, at vi som Danmarks første og eneste internationalt certificerede bæredygtige eventsted helt naturligt forsøger at tænke bæredygtighed ind i så mange aspekter som overhovedet muligt. Men det kan måske nogle gange godt være svært at overskue, hvordan man som forbruger kan gøre en forskel for klimaet og blive mere bæredygtig i sit hjem og i sin hverdag. Det er dét, den nye messe kan give inspiration til og viden omkring, forklarer Nicolaj Holm, direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Med som sparringspartner på gennemførelsen af messen er Center for Grøn Omstilling, der netop arbejder for at gøre det nemmere at være grøn og bæredygtig i Aalborg. Det forventes, at BÆREDYGTIG livsstil bliver en årlig tilbagevendende begivenhed og vil indgå i den populære Aalborg Bæredygtighedsfestival.

Allerede før Corona-krisen, havde Aalborg Kongres & Kultur Center taget fat på arbejdet med en messe med fokus på bæredygtighed. Og nu, hvor de samme regler om antal personer per kvadratmeter, som kendes fra storcentre og restauranter, også gælder for messer, er det bæredygtige hus endelig klar til at lancere BÆREDYGTIG livsstil, som finder sted lørdag 31. oktober og søndag 1. november 2020.